Kokossuppe med kylling og rejer

Ingredienser:

2 kyllingefileter
150 g rejer (frosne)
2 tsk. grøn karrypasta (f.eks. Santa Maria-)
5 dl kyllingebouillon
3 cm ingefær, finthakket
1 fed hvidløg i meget tynde skiver
4 limeblade ELLER 1 spsk. limesaft
2 tsk. rørsukker
1 ds. kokosmælk (400 ml; endelig ikke light, det giver en tynd, grå suppe!)
evt. 1 lille frisk chili, finthakket
1 finthakket porre ELLER et par forårsløg
evt. masser af frisk koriander

Tilbehør:
limebåde, flutes eller naanbrød

Sådan gør du:
Skær kyllingekødet i meget tynde, korte strimler. Tø rejerne op, og lad dem dryppe af. Snit og hak ingefær, hvidløg, evt. chili og porre eller forårsløg. Brug endelig alt det grønne. Kom bouillonen i en gryde sammen med ingefær, hvidløg, limeblade og karrypasta, og bring det i kog. Lad det koge i 5 minutter, og kom kyllingekødet i. Kog videre i 2 minutter, og kom kokosmælken i. Lad det småkoge i et par minutter, og fisk limebladene op. Smag suppen til med sukker og evt. mere karrypasta, alt efter hvor stærk du kan lide den. Kom porre eller forårsløg, og rejer i, og varm suppen akkurat igennem. Løgene må gerne være sprøde, og rejerne bliver bare seje, hvis de får for meget varme. Drys med masser af frisk koriander lige inden suppen skal spises – helst af små suppeskåle.